Gentrificering i Berlin

Han kom. Tog. Og sejrede.

Investoren Jørn Tækker er for mange lejere i Berlin et mareridt. I sit hjemland bygger danskeren derimod en økologisk prestigeprojekt-by.

En gadelygte foran en bolig

I Kreuzberg (her Graefekiez) købte den danske investor hele gader Foto: Stefan Boness/Ipon

Hun vil gerne tale, men kun hvis hendes advokat må være der sammen med hende. Og hun vil først forsikres af taz om, at skribenten også virkelig arbejder hos taz, og at skribenten ikke er endnu en detektiv, ligesom den mærkelig person, der ringede og insisterede på at få hendes adresse. Angiveligt for at sende hende et manuskript. Det kom aldrig. I stedet dukkede nogle billeder op – af hende og af hendes gamle forældre, der for længst var på afhængige af pleje – og af hendes børn, hvor billederne var taget ude foran børnehaven.

Efter flere telefonsamtaler kom et møde med Tanja R. i stand.

Hun vil gerne tale om det. Således at også andre kan få kendskab til, hvor uretfærdigt hun er blevet behandlet.

I løbet af samtalen tager hun sine læsebriller på, så hun kan læse højt af breve. Og af retskendelser.

Jo mere indigneret hun bliver, desto højere bliver hendes stemme – indimellem lyder hun endda skinger. Hun, som arbejder med sin stemme, taber kontrollen over den, når det drejer sig om ham. Mennesket der har gjort hendes liv til et helvede. Hendes søn, der endnu ikke er 6 år gammel, kalder ham „gangster“. Han ville gerne give ham en lussing.

Hun græder. Ryster igen og igen på hovedet, som om alt er ubegribeligt. Græder stadig efter at samtalen er ovre og advokaten er gået. Hun er 52 år, men ser i dette øjeblik ud som et barn – med sin lillepigestemme, det lange blonde hår og de store brune dådyrøjne, som skiftevis kigger spørgende og anklagende.

Tjeneren kommer med endnu en limonade til hende. De kender hende her i cafeen Schöneberger Eckcafe. Også på gaden genkender man hende. TV-serier i bedste sendetid har gjort hende kendt. Tanja R. hedder i virkeligheden noget andet. Hun vil ikke have, at hendes navn kommer i avisen. Problemer har hun nok af.

Beskyldt for at lyve

Senere eftersender hun billeder. Og en liste med fakta, hvor på flere ord er skrevet med store bogstaver og flere sætninger ender med udråbstegn.

Det er vigtigt for hende, at man tror på hende. På hende og ikke på ham, der har beskyld hende for at lyve.

Det ser ikke godt ud for hende. Hvis den tyske højeste domstol, som er kaldt Bundesgerichtshof, ikke giver hende medhold, skal hun flytte ud af sin lejlighed. Og det skal være omgående, ellers kommer fogeden. Hun skal ud med alle sine sager, med to små børn og med sin mand, der sjældent er der, fordi han det meste af tiden lever i Asien.

Tanja R. er så uheldig at være lejer af en lejlighed, hvis værdi er mangedoblet i de sidste år. En lejlighed i Kreuzberg, netop der, hvor alle gerne vil bo – såvel de, der længe har boet i byen som dem, der er nytilflyttere – med den bedste beliggenhed, lige ved kanalen. Det er uvæsentligt for hendes udlejer, at Tanja R. har boet i lejligheden i snart 20 år.

Det er ham også ligegyldigt, at hun dengang, hvor hun intet badeværelse havde og kun havde brændeovn til opvarmning samt ældgamle strømkabler, brugte 120.000 DM på at istandsætte lejligheden. Tanja R. har brugt meget tid på indretningen – og har købt og transporteret møbler fra Asien.

En fotograf fra et boligmagasin har været forbi for at tage billeder til en artikel med titlen: „Min bolig er som en ferie“.

Tanja R.s udlejer har ikke tid til at bekymre sig om individuelle tilfælde. Han vil have hende ud, så han kan sælge lejligheden for en stor sum penge. Pengene skal han bruge til et andet projekt. Et projekt der er stort, og som mange ser som fremtiden. I Danmark kaldes han en visionær – i Berlin kaldes han samvittighedsløs.

En drøm – af papmaché

I godt 450 kilometers luftlinjeafstand, i den danske by Århus, står en lille atletisk mand med flyveører iført en pink T-shirt. Han står foran sin drøm. Med lange, slanke og solbrune hænder, der ikke ser ud som om, de tilhører en 60-årig, aer han kærligt husene. De er mindre end hans tommelfinger og er lavet af papmaché. „I want to make the world a better place“, siger Jørn Tækker. Han lyder en smule forhastet.

Tækker taler så hurtigt, at man må gøre sig umage for at følge med. Han overhører ofte spørgsmål, eller måske hører han dem slet ikke.

Jørn Tækker

„I want to make the world a better place“

Tækker fortalte en dansk journalist, at han har overblik over så godt som alle af hans boliger: mål, vægfarve, gulvets tilstand og stukornamenterne i loftet. For få år tilbage tilhørte 4.500 boliger i Berlin Tækker. „I was probably the biggest foreign investor at that time“, siger han. Han mener også, at profit ikke interesserer ham. Under finanskrisen tabte Tækker 300 millioner euro. At hans firma overlevede finanskrisen er hovedsageligt takket være salget af en stor del af hans ejendomme i Berlin.

I Danmark afskedigede han 40 ud af 60 ansatte. Det lån, han har fået, har den længste løbetid, der er givet i Danmark indtil nu. En, der gerne vil blive anonym og som har arbejdet sammen med ham, siger: „Han er selv en jagtet mand. Man mærkede med det samme, når han følte sig presset af bankerne. Presset lagde han med det samme over på sine ansatte.“ Mange beskriver ham som en kontrolfreak. En anden siger: „Hans ansatte i Berlin havde så godt som ingen ret til at træffe beslutninger. Hvis der skulle købes en kuglepen, skulle de have tilladelse fra ham.“

Manden med flyveørerne, drømmen og den pinke T-shirt på, er mennesket, der vil have Tanja R. ud af hendes lejlighed. Og dette fordi, ejerlejligheder i Kreuzberg er blevet en formue værd. Og fordi, lejligheder uden lejere er lettere at sælge. Mennesker/lejere volder problemer, står på deres ret og bliver følelsesladede. De klager.

En form for øko-utopi i Danmark

Mange i Berlin har problemer med Tækker. Hans navn står som intet andet for at sætte lejere på porten, selvom ejendomsinvestoren har trukket sig tilbage fra den tyske hovedstad. Af de 4.500 boliger i Berlin, som han ejede til at starte med, har han nu solgt over halvdelen. Hans ca. 50 ansatte i Berlin er nu ansat i et andet firma. Hvad dette er for et firma, har han indtil nu ikke kunnet svare på. I stedet siger han: „I love Berlin.“

Nu lægger han kræfterne et andet sted: I Århus vil han udføre hans livslange drøm: en form for øko-utopi, der skal finansieres med afkastet fra salget af boliger i Berlin. Indtil nu er øko-utopien dog kun opført som miniaturemodel i hans kontor. I elleve år har han arbejdet på sin grønne Bulderby: en by, hvor læger bor side om side med tankansatte. En by, hvor terrasserne foran husene er fælles ejendom. En by, hvor man, hvis man overhovedet har en, deler sin bil. Tækker har stadig en: „I’m not an angel.“

Jørn Tækker er født i 1957 i Danmark. Han uddannede sig først til tømrer, sidenhen til bygningsingeniør. Tækker er gift og har tre børn på henholdsvis 10, 18 og 24 år. En søn bor i Berlin. Hans karriere som ejendomsinvestor startede i København. Af de 4.500 boliger i Berlin, som han ejede til at starte med, har han nu solgt over halvdelen.

En by, hvor regnvandet bliver opsamlet og genanvendt til vaskemaskinerne og toiletskyl. En by, hvor der ingen græsplæner er, fordi græsslåmaskiner bruger meget strøm. En by, hvor vejene er opkaldt efter grøntsager. Og en by, hvor man henter sin post ved et fælles afhentningssted, så man må gå et stykke og derved kommer til at sludre med sine naboer. „We need to get people together to talk to each other. Not only to your neighbor, but Germans to Danish, Danish to Syrians. You've got to engage your neighbors in better communication. Like that a lot of crisis would never appear“, siger Tækker. „Nye“ hedder hans utopi. En ny verden? Et nyt fællesskab? Nye mennesker?

At han opfører sin utopi på bekostning af Berlin, rører ham ikke: „What I do with my money is my business.“ Tækker ser ikke det modsatstridende i mellem hans gøren i Danmark og Berlin. Dog siger han: „Certain things I wouldn't do in Denmark.“ Hvad de præcist er, lader han stå hen i det uvisse.

Nye er et nationalistisk projekt, siger en, der vil være anonym, men har arbejdet sammen med Tækker længe. Fra flere kilder, hører man, at Tækker forholder sig anderledes til de danske lejere, han har i Berlin – han behandler dem bedre.

Han har udskrevet stipendier for at tiltrække såvel danske studerende som danske kunstnere til Berlin. Han tilbød begge grupper boliger, og for kunstnerne organiserede han en udstilling.

Berlin – begyndelsen på en kærlighedshistorie

I 2004 opholder han sig for første gang i længere tid i byen, som venner havde talt godt om. Der går et år før, han køber sin første ejendom. I løbet af dette år lader han sig drage af byen og suger byens ånd til sig. „Ten years ago, [Berlin] looked like Copenhagen in the 90ies: the housing market, the political situation, the age of the inhabitants, left-wing, cheap flats, lower income groups.“ I midten af 2000“erne var der stadig mange billige huse i Berlin. Han udtaler tilbageskuende til SPIEGEL: „Jeg kunne ikke forstå, hvorfor priserne var så lave. Nogen måtte have overset noget.“

Byen er kronisk fattig og sælger offentlige ejendomme til private investorer. Og de slår til. „Det var som en græshoppeplage for os“, siger Martin Breger fra Mieten AG Graefekiez (en lejeorganisation i Kreuzberg). „Tækker købte hele gader med huse i Kreuzberg.“ Tækkers drømmeby i Danmark er indtil nu kun en mark på en bakke med udsigt til havet. Foran er der en Ikea. Måger kredser i ring, og biler larmer. Motorvejen er ikke langt væk. En nabo stråler idet han hører ordet Nye: „Nyyye?“, spørger han med et langtrukkent y, „Det bliver godt!“ En dame, der også bor i nærheden, er mere skeptisk: „Fyldt op bliver her i hvert fald.“ Med nysgerrighed og samtidig mistro går hun over marken med hurtige skridt – med håb om at se et stykke af fremtiden. Men lige nu er der intet.

I elleve år har Tækker planlagt økobyen Nye i en forstad til Århus. Der skal være plads til 20.000 mennesker, hvoraf de første skal flytte ind i 2018. Tækker har udviklet sit eget politiske system til byen, hvor der er tre valgrunder. Der er planlagt en Nye- kogebog, samt carsharing. Et billede af det planlagte minisamfund kunne taz desværre ikke få adgang til.

Men snart, måske allerede næste år, skal der bo 20.000 mennesker på marken. Og måske endda med største delen af beboerne fra Århus, som politikerne gerne vil have det. „I byrådet er alle begejstrede for Nye, modstandere er der ingen af“, siger Kristian Würtz, der sidder i byrådet for Socialdemokraterne og er rådmand for Teknik og Miljø. Knap 40 af de endnu ikke byggede huse er allerede solgt. „De går som varmt brød“, siger en mægler og råder til hellere at købe før end siden.

Han var længe analfabet

Den kritik, som der er, afviser Tækker: „It's always the same five people that are against it and say: ‚We don't need a new town with so many people.‘ They are afraid we are taking away their view of the lake and the sea.“

De er bange for, at vi spærrer for deres udsigt til havet, siger han. „It is ok to care about what they think but we are listening far too much to these five people. Democracy does not work there.“

Tækker og politik er en sag for sig. Han er ikke medlem af et parti, men har støttet Alternativet med penge ad flere omgange.

Han er investor, men betegner sig selv som venstreorienteret og en, der lever beskedent: for ham er penge kun et praktisk middel.

Tækker er en, der har arbejdet sig op. Indtil ottende klasse, kunne han hverken læse eller skrive. Hans far lavede hans lektier. Lærerne gav ham dårlige karakterer, men trak ham videre igennem, skoleår efter skoleår. „There were no exams at that time, so you couldn't fail. You just followed with the minimum grades“, siger han.

Mens de andre elever lærte noget, sad han der bare, og så på. Han tegnede meget, ville gerne være kunstner, men hans forældre havde ikke meget tilovers for kunst. Derfor blev han tømrer og derefter bygningsingeniør – ligesom sin far. De e-mails han skriver i dag er fulde af stavefejl. Han arbejder i dag stadig hellere med sine hænder end at sidde ved et skrivebord: „I have always been good with my hands. When I do something with my hands, I understand what I“m doing. It gets into a process where it does not go faster than what your brain can follow.“

Tækkers strategi i Berlin er at opkøbe og vente på, at priserne stiger og så sælge. Mange lejere går frivilligt, andre imod kompensation i form af penge. „20.000 euro kom dengang nemt i spil“, siger Martin Breger. Tækker skulle sågar have tilbudt en lejer 50.000 euro, fortæller en forretningspartner.

Bekymret lejer starter „Tækker Watch“

I Graefekiez har Tækker ifølge Breger omdannet ti ud af elleve huse til rene ejerlejligheder. „Klart, der er forhåndskøbsret for lejere, men de færreste har råd til de dyre lejligheder.“

Breger gør opmærksom på, at mange lejere ikke kender deres rettigheder. I 2012 grundlagde han organisationen „Tækker Watch“. Gruppen informerer og demonstrerer, men de kan ikke stoppe Tækker. Bannere, som lejerne hænger på deres balkoner, får han ned igen med hjælp fra sine advokater. Tilliden til udlejeren er for evigt ødelagt.

Tækker har udviklet sit eget politiske system til sin utopi. Hvis man vil have medbestemmelse, er man nødt til at blive valgt, gennem tre valgrunder. „It shall be difficult to get to the power in Nye. We want only people who want Nye“, siger han.

Det lader til, at demokrati for ham, betyder at han selv vil bestemme i tvivlstilfælde. Allerhelst ville han gerne selv udvælge de 20.000 beboere: „In order to buy a flat in Nye, you have to have a vision on how to live together.“

En del af husene vil han sælge, en anden vil han udleje. Af lejeboligerne er op til 25 procent reserveret til socialboliger – som det skal være ifølge dansk lovgivning. Hvis man vil købe, køber man kun huset og ikke grundstykket eller de grønne arealer, der hører til huset. De tilhører i de næste tredive år til ham: „It belongs to one person: me.“ I tilfælde af at Tækker dør indenfor de tredive år, går besiddelserne til en fond.

Det går dog ikke, at han dør snart, for så kan han ikke hurtigt tage fra Århus til Berlin hver anden uge. „You have to be more careful with your life. Because of my kids and wife, but also because of Nye.“

Flere boliger på en gade

Bygningskomplekset i Lausitzer Strasse (anden hus fra højre) købte Tækker i 2006 af Berlin for 2,3 millioner euro Foto: Stefan Boness/Ipon

Han erhverver sig en gammel glasfabrik til tilbudspris

I foråret 2017 forlader Tækker Berlin – egentlig præcis det, som Martin Breger medlemmerne af Tækker Watch ville opnå. På det tidspunkt var gruppen dog for længst opløst. „På et tidspunkt dukkede der kun 20 mennesker op til vores møder, og der gik det op for mig, at der ikke ville komme mere ud af det“, udtaler Breger i telefonen og lyder nedslået. Han bor stadig i Graefekiez. Måske fordi hans lejlighed ikke er ejet af Tækker.

Mens det stadig bliver mere og mere stille i Graefekiez, er protesten ikke engang begyndt i Lausitzer Strasse, der ligger få blokke væk. Her har Tækker i 2006 købt en tidligere glasfabrik med flere baggårde. Fortil, mod gaden, er der også et forhus med lejligheder. For hele herligheden betaler han 2,3 millioner euro til Land Berlin – et slagtilbud. Byen Berlin har igen brug for penge. „Set i bagspejlet var det en stor fejl“, siger Florian Schmidt, politiker af det tyske økologiske parti Die Grünen og byråd for byggeri i Friedrichshain-Kreuzberg.

Med købet af fabrikken overtager Tækker også flere dusin kontorlokaler med fotografer, filmmagere, journalister og venstreorienterede aktivister uden partipolitisk tilhørsforhold. De kæmper alle for en bedre verden fra deres kontorer i Lausitzer Straße, som er også kendt som „Lause“. Faktisk ligesom han gør. Tækker solidariserer sig med dem og støtter en gruppe som han har ladet være der uden at de skulle betale leje. En anden gruppe, som kæmper imod fascisme har han efter sigende givet penge. Alle andre betaler forholdsvise lave lejer. Når lejen stiger, er det kun lidt. Tækker siger: „I like what they are doing. I am one of them.“

Jørn Tækker

„I like what they are doing. I am one of them“

Men han investerer ikke i ejendom. Han lader den forfalde. Elevatoren har været i stykker i halvandet år. Det trækker, fordi vinduerne er utætte. Varmen stopper pludselig med at virke, også om vinteren – en gang i ti dage i streg. Den dårlige tilstand går lejerne på, men lejen er billig, beliggenheden god, og det er stemningen også.

Han tvinger en børnehave og en skole for flygtninge ud

I december 2016 overhører en lejer en samtale, der foregår i trappeopgangen, mellem Tækker og en potentiel køber. Samtalen handler om stedets „sexiness“. Da bliver det klart: Tækker vil sælge „Lause“. Han vil bygge en stor del af kontorlokalerne om til lofts. Han vil udbygge tagetagen – der skal opstå noget, der minder om Hackesche Höfe in Berlin-Mitte, men skal være i Kreuzberg. Byen giver Tækker tilladelse hertil. Lejerne er klar over, at det betyder, at de bliver smidt ud. De få kontorlokaler, som forbliver, som de er, vil ingen have råd til.

Et protest skilt i et vindue

I Lause ved de, hvad protest er Foto: Stefan Boness/Ipon

Men lejerne vil blive i „Lause“. Det er kun en skole for mindreårige flygtninge, der er flyttet ud indtil nu. Dette efter at deres lejekontrakt udløb og Tækker tilbød dem en ny kontrakt, som de ikke fandt acceptabel: en alt for kort tidsperiode til en alt for dyr pris. Der skulle være faldet stykker af puds ned fra loftet, siges det. Tækker siger: „It is not fair if your are using these things against me. You have to be more involved or have more facts to point out.“ Skoleledelsen vil ikke udtale sig. En enkelt medarbejder vil først gerne tale med taz, men hun tier alligevel, fordi hun er bange for at miste sit arbejde.

Han har også fået en børnehave smidt ud. I 25 år har den haft til huse i kvarteret. Da lejekontrakten løb ud, tilbød han børnehaven en ny – med den dobbelte leje. „They could have had a new contracts. Originally they had paid something like 3,50 Euros per square meter and I asked for 6 or 7 Euros. The real rent in that area is 15 or 20 Euros. I would say it was a good and fair offer and probably cheaper than where they moved to.“ Lause-lejerne vil ikke lade sig smide ud. Protest er de gode til: de grundlægger foreninger og mødes en gang om måneden for at lægge en strategi imod Tækkers planer om sælge.

„Negativ propaganda“ imod ham tillader han ikke

En dag i februar bevæger de sig mod Tækkers kontor med plakater, megafon og tulipaner. Han er der ikke, men en af hans ansatte filmer gruppen og informerer sin chef. Protesten gør indtryk på ham, også selvom et par af aktivisterne er gået for langt, som han siger. Videoer af aktionen må derfor tages ned fra nettet bagefter. Dog meddeler han senere, at han er villig til at lade købsforhandlingerne stå i bero. Til gengæld skal lejerne stoppe „enhver form for negativ propaganda. Det gælder også plakaterne i gården.

Byrådsrepræsentant Schmidt har nu også involveret sig. Han vil gøre noget. Det bliver diskuteret, om byen kan købe ejendommene tilbage. Eller om en fond kan. Tækker forlanger knap 20 millioner euro – næsten det tidobbelte af, hvad han betalte dengang. „The tenants do not accept there is a free market“, klager Tækker.

Den hårde måde, hvorpå Berlins presse og aktivister kritiserer ham på, sårer ham: „I still think we made it with respect in Berlin.“ Købere behandler han anderledes end lejere, siger han: „I am a business man when it comes to selling flats. On equal level. They are rich people who buy and I am an investor who is selling. We both have lawyers. What we can agree upon is the contract. You should focus on how I treat my tenants. They are the ones who belong to Berlin. All the other ones are just moving in. I have not chased one tenant out. I have not changed one contract. They can be afraid of me but I've never forced people out against their will.“

Få dage senere vinder han den indsigelse imod Tanja R., der er indgivet til retten. Begrundelsen: hun har ulovligt fremlejet sin lejlighed. Tanja R. siger det modsatte. Hun siger, at den tidligere ejer havde tilladt fremlejen. Hun siger, at hun ofte er i udlandet og det bedste middel mod indbrud er en fremlejer, og at hun har registreret alle fremlejere. Dommeren har ladet sig narre, skriver Tanja R. til taz. Og minder om, at retten i første omgang havde truffet en beslutning i hendes favør – inden Tækker appellerede dommen.

Han forsøger at tvinge en snart 70-årig kvindelig lejer ud

Intet hjælper. Tanja R. må pakke flyttekasser nu. Syv gange fylder hun sin stationcar med personlige sager. Venner kommer og hjælper til. Caritas kommer også forbi og henter ting. Resten sørger et flyttefirma for. Da de er færdige, tager hun begge sine børn i hænderne og går med dem igennem den tomme lejlighed. „Så har de også billedet i hovedet af den tomme lejlighed – og så sørger de ikke over, hvordan lejligheden var, da den var hyggelig.“

Til at starte med flytter hun og børnene ind i hendes afdøde forældres hus, der ligger i udkanten af Berlin. „Jeg har ingen ide om, hvad der skal ske herefter“, siger hun. „Vi er først nødt til at få ro, og bagefter igen tænke os om.“

En anden indsigelse til retten taber Tækker. Denne gang også i anden instans. Den kvindelige udlejer er snart 70 år og har boet i sin lejlighed i 40 år. Da det bliver klart, at han ikke får hende ud, sælger han lejligheden. Han spørger stadig i hendes sind. Selvom det er flere år siden, at han solgte lejligheden, taler hun stadig om ham. Og det meget. Og dårligt: „Intet menneske har gjort hendes liv så svært som ham.“ Hun blev næsten slået fuldstændigt ud af stressen.

Det er flere måneder siden, at „Lause“-lejerne stormede Tækkers kontor. Det er ikke sket meget siden da. De befinder sig i øjeblikket stadig i en form for våbenhvile, men Tækker holder fast ved sine planer om at sælge.

Intet alternativ i udsigt

Folkene fra „Lause“ regner med, at de snart må flytte ud. At acceptere forholdene som de er spreder sig som ringe i vandet.

Der er ikke et alternativ i udsigt. På et spørgsmål fra det tyske venstreorienteret parti Die Linke omkring lejernes fremtid svarer bydelens kontor, som hedder Bezirksamt: „Bezirksamtet ser ingen mulighed for at beholde de selvstændigt erhvervsdrivende, skolen eller børnehaven her i området, da det ikke er til at få kontor- eller undervisningslokaler til en overkommelig pris.“

Tækker vil ikke gå længere ned i pris end de knap 20 millioner, som han har tilbudt før, selvom han ifølge en, der kender ham godt, tror på karma. Tækker siger: „I cannot and I will not play the government's role.“

*navnet er ændret af redaktionen

Du kan læse den originale tyske version af teksten her.

 

Das Leben der Menschen in der Stadt ist von Wandel geprägt. Wie entwickelt sich der urbane Raum? Wie sieht Gentrifizierung aus und wie wird gebaut?

Bitte registrieren Sie sich und halten Sie sich an unsere Netiquette.

Wenn Sie Ihren Kommentar nicht finden, klicken Sie bitte hier.